Havnefoged:
Morten Frederiksen
Lynæs Havnekontor
Lynæs Havnevej 15B
3390 Hundested
Tlf. : 4793 9119
Fax: 4793 9110
lynaes.havn@mail.dk
Åbningstider:
Mandag til fredag 8 – 9
Lørdag 8 - 12 i sæsonen  
Søn og helligdage lukket

Nyheder og Information fra Lynæs havn

Nyt fra bestyrelsen, December 2011

Nyt fra bestyrelsen; April 2011

Generalforsamling 2011

Vand i benzinen

Stativer og bådekran

Lokalplan

Vinterbadere

Jollepladser

Generalforsamling


Nyt fra havnen, December 2011.

 

Indledningsvis skal det beklages, at det har været småt med information fra Havnen det sidste halve år. Havnefogeden har sørget for de løbende sager, men der er sket meget mere siden sidst !

 

Strategi-arbejde for udvikling af Lynæs Havn

Vi fik gang i strategi-arbejdet for havnen sammen med en række af havnens øvrige interessenter. Det blev så omsat et idé-katalog, som Lynæs Tegnestue har lavet nogle rigtigt gode illustrationer til. Overskriften er, at vi skal gøre Lynæs Havn til et endnu bedre sted for alle havnens brugere, med fokus på natur og aktiv fritid. Kataloget omfatter derfor bedre badefaciliteter langs vestmolen, café/ishus til erstatning for de grimme og forfaldne bygninger overfor det gamle slæbested, forbedring af stien til Karlsminde og meget mere.

 

Kataloget blev præsenteret for Friluftsrådet, og som man har kunnet læse i dagspressen, så har de kvitteret med et tilskud på godt 200.000 kr. Aktionsgruppen Halsnæs er også meget positive overfor idéerne, og vil støtte med 350.000 kr.

En udfordring har været lokalplanen, men efter en god dialog med Halsnæs Kommune, har de nu valgt en mindre striks fortolkning, og vi kan formentlig få gennemført alt det vi gerne vil, uden at skulle lave lokalplanen om. Det er meget positivt, for sådan noget tager sin tid. Naturstyrelsen har også sit at sige om tingene, og dem skal vi nu i dialog med.

 

Et projekt om renovering af det gamle slæbested har længe ligget brak, trods tilsagn om tilskud fra Aktionsgruppen Halsnæs. Nu har Halsnæs Kommunes kulturudvalg imidlertid valgt at støtte projektet, og dermed er finansieringen ved at være på plads, så det kan blive lavet i 2012.

 

Havneråd og ”Åben Havn” arrangement

Det ovennævnte strategi-arbejde blev udført sammen med repræsentanter fra interesserede foreninger og erhvervsdrivende på havnen, og intentionen er at formalisere det i form af et egentligt havneråd. Rådet var aktivt omkring en ”Åben Havn” dag i august, som var en stor succes. Mange besøgende, der fik lejlighed til at prøve kajakroning, optimistjoller, se redningstjenesten, flyve en tur i helikopter og se det lidt fra oven, prøve et surfbræt – foruden besøge klubberne på havnen, smage røget og kogt makrel, og shoppe på loppemarked. Det skal helt klart gentages i 2012 !

 

For havnens bestyrelse har det været ganske utroligt at se, hvor meget velvilje og medvind man kan få, når man samarbejder på tværs og bruger lidt midler på at anskueliggøre ideerne. Vi skal gerne have mange af projekterne ført ud i livet i løbet af 2012, når de sidste tilladelser og bevillinger er på plads, så det bliver synligt at Lynæs er et meget attraktivt sted.

 

Havnens økonomi og udvikling

Fokuseres på havnens primære gebet, nemlig lystsejlerne, så ser vi fortsat følgerne af den globale krisestemning. Der er ikke megen efterspørgsel på de pladser der er til salg, og derfor bliver bro 10 i forbindelse med renoveringen i løbet af vinteren også møbleret lidt om. De yderste pladser bliver nemlig gjort bredere, så vi kan sælge dem til nye andelshavere. Vi har haft en god dialog med de berørte andelshavere, som enten har ønsket at ”opgradere” til bredere pladser, eller er flyttet til andre ledige pladser i havnen. De andele, der på forhånd var til salg, har havnen valgt at overtage.

 

Indtægterne fra gæstesejlere og lejere er lidt under budget, men i det store og hele når vi hjem på indtægterne. Til gengæld har vi været gode til at holde styr på omkostningerne, så prognosen for årets resultat ser rigtig god ud.

 

Renoveringsprojekter og andre forbedringer på havnen

Grill-arealet ved siden af legepladsen blev forsynet med læskærme og blomsterkasser, og det er blevet flittigt brugt i løbet af sæsonen. På længere sigt satses på også at lave en grill-hytte, lidt i samme stil som vi kender det fra Nykøbing, men selvfølgelig meget bedre ! Vor ”husarkitekt” har lavet en skitse, og nu skal vi bare have lov af myndighederne.

 

Der er etableret ca. 10 nye jolle-pladser bag molen ved bro 18, og dem var der god afsætning på. Det er selvfølgelig også et andet prisniveau end de ”rigtige” pladser inde i havnen, men det opfylder et behov og giver liv på området samt nye medlemmer til det velfungerende jollelaug.

 

Som nævnt er renoveringen af bro 10 i gang. Arbejdet skrider godt frem, godt hjulpet af den milde vinter. Som mange sikkert allerede har bemærket, så er havnens toiletter (ved siden af Skipperstuen) blevet renoveret, og nu mangler bygningen så ny tagbelægning, og desuden vil det gamle solfanger-anlæg bliver sat i stand, så vi igen kan tage et miljø-rigtigt bad.

 

Fiskeriforeningen har bekostet istandsættelse af de offentlige toiletter, og det har virkelig pyntet. Blot ærgerligt, at hærværksfolk for nyligt har splittet det ad, så vi har været nødsaget til at låse dørene i en periode for at få dem til at fortrække.

 

Der har været spurgt efter flere bagagevogne, og det efterkommer vi nu ved at købe 5 mere til den nye sæson.

 

Tyverier og indbrud

Der blev begået en del tyverier fra masteskuret i foråret, og desværre er det gået galt igen her sidst på efteråret, hvor 5-6 bådejere er blevet ramt af det. Der er ved at blive lagt sidste hånd på automatiske dørlåse til masteskur og til havnens øvrige faciliteter (toiletter og bom). Det betyder at man ikke længere skal bruge nøgle til masteskuret, og at dørene holdes af en magnet. Efter et bestemt tidspunkt slipper magneten, og dørene lukkes automatisk. For at låse op, skal man have en chip, der bliver navne-noteret, hos havnefogeden. Bom og toilet kan desuden åbnes med den kode, som gæster får på betalingsautomaten.

 

Rejefiskeren (Jan) er så træt af indbruddene, at han har etableret overvågningskameraer. Det har havnen også gjort på indfaldsvejene, men det er ikke praktisk muligt at overvåge de enkelte både (det kræver både mange kameraer og belysning). Derfor gælder det gamle råd stadigt : Tøm din båd helt til efteråret, og lås din stige fast med en kædelås !

 

Endelig vil vi fra Havnens bestyrelse og personale gerne ønske alle vore andelshavere og gæster en rigtig god jul, samt et godt nytår. 2012 bliver et spændende år, med mange gode nye tiltag på havnen !

 

Med venlig hilsen

Gert Møller, Formand


Nyt fra bestyrelsen,; April 2011

Bestyrelsen har arbejdet videre med planerne om at skabe store pladser, hvor bro 7 og 10 har været nævnt som mulige steder. Vi har besluttet at det bliver yderst på bro 10, hvor vi i vinteren 2011/12 vil flytte pæle og klamper. Vi kigger nu på de både der ligger på disse pladser, og indkalder i løbet af maj til et møde med de berørte bådejere for at diskutere mulighederne.

På generalforsamlingen blev det foreslået, at det gamle slæbested sættes fuldstændigt i stand, så det kan bruges til f.eks. bundmaling og andre renovering. Det er dog et ganske kostbart projekt med anskaffelse af bådvogn, spil og formentlig renovering af skinnerne. Endvidere kræver det en kyndig mand på stedet til at forestå ophalingerne. Der findes sådanne faciliteter i Hundested, og der er næppe økonomi i at lave noget lignende i Lynæs da de fleste alligevel tager båden op om vinteren.

Der har været søgt om fritagelse for havneafgift i forbindelse med stævner. Havnen har dog en del ekstra-udgifter i forbindelse med større stævner til oprydning mv., og fastholder derfor den eksisterende ordning med halv afgift under stævnet.

Der har desværre været en del tyverier fra bådene i vinter, og senest også fra masterne i masteskuret. Vi ser derfor nærmere på mulighederne for video-overvågning, som dog har en afskrækkende effekt. Men fuld overvågning af bådene er ikke realistisk.

Vinteren har været hård, og det kan ses på slæbestedet ved bro 18. Betonen er sprængt af, så armeringsjernene er fritlagte. Det skal reparereres, når der er lavvande.

Benzin-problemerne fortsætter, idet bio-etanolen skiller fra benzinen, og det kan benzin-motorer ikke køre på. Udenlandske erfaringer indikerer at etanol-blandet benzin kun har en "levetid" på maksimalt 3 måneder, og hvis det er korrekt, kan havnen fremover ikke sælge benzin. Der er blandede meninger om sagen, men dog enighed om at selv meget små mængder vand får benzin og etanol til at skille. Så benzin-motor ejere bør bundsuge deres tank hvert år, og tømme tanken helt ved sæsonens slutning. Indtil sagen er afklaret, sælges der ikke benzin fra havnens standere.


 

Generalforsamling 2011

Den 27. marts 2011 blev havnens generalforamling holdt i Frederiksværkhallen. Af formandens beretning fremgik, at renoveringen skrider planmæssigt frem : Bro 8 er færdig, og toiletbygningerne får netop nu en tiltrængt omgang, med blandt andet udluftning. Der er fortsat problemer med at få solgt små pladser, og derfor er 10 pladser på bro 3 lavet om til 5 store. Samme proces bliver i vinteren 2012 lavet på bro 7 og/eller bro 10 (yderst, hvor der er plads). Forretningslivet på havnen har trange kår, og for at skabe mere liv på havnen skal der nye tiltag igang. Bestyrelsen arbejder på at få etableret et tværgående samarbejde for alle havnens interessenter, samt på at få lavet en ny og mere rummelig lokalplan, der skal gøre området mere attraktivt. Havnens økonomi udvikler sig som planlagt, og da der næppe bliver behov for nyt masteskur, vil det være økonomisk muligt at fremrykke mole-renoveringen til 2013.

Der blev vedtaget en række vedtægtsændringer (af primær interesse er, at man fremover kan bede om tilsagn til at sælge sin plads sammen med båden). Man da der kun var 92 stemmeberettigede tilstede, var der på samme dag indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor ændringerne blev endelig vedtaget.

Formanden gennemgik under sin beretning en præsentation, se den hér. Ligeledes kan referatet fra generalforsamlingen ses hér.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Christian Overland som næstformand og Erik Petersen som sekretær.

 


 

Vand i benzinen

Der har været flere klager over vand i benzinen fra vor stander. Tanken er blevet pejlet med en speciel pasta, som ændrer farve hvis der er vand, men pejlingerne har været negative, så vi har afvist klagerne. Det viser sig nu, at med indførelsen af 5% etanol i benzinen, så fungerer pejle-pastaen ikke mere ! En ny form for pasta er taget i brug, og den viser at der er 7,5 cm vand i benzintanken. Det er rigtig ærgerligt, og vi har gennemgået korrespondancen fra leverandøren for at se om de har gjort opmærksom på problemet. Det har de ikke, men om det er nok til at placere et ansvar, er nok tvivlsomt. Nu må vi gennemgå hele anlægget for at finde ud af, hvordan vandet kommer ind. Og derefter må vi tale med de bådejere, der havde problemerne, og finde en ordning.

Men hvis du har tanket benzin fra havnens tanke, så check din vandudskiller ! Det er surt at få motorstop, og i reglen sker det hvor man mindst har brug for det.

Se også bestyrelsens orientering (April 2011), hvor der er mere (surt) nyt om etanol i benzin.


Stativer og bådekran

Vi har set på mulighederne for at etablere samme kran- og stativsystem som man har i blandt andet Roskilde og Rungsted. Krananlægget er dyrt – omkring en million – og der skal bruges specielle stativer. For at kranen kan forrentes, kræves at rigtigt mange er med. Da stativerne vil koste omkring 10.000 kr stykket, vil det næppe blive billigere for andelshaverne, også selvom man ser det over en 10-15 års horisont. Bestyrelsen går derfor ikke videre med sagen, men hører naturligvis gerne om der er stor interesse for sagen (eventuelt på generalforsamlingen til marts).


Lokalplan

Som tidligere nævnt har vi arbejdet på at få salgssteder for frisk fisk og "fast food" på havnen, som et alternativ til fiskeforretningen og Skipperstuen, der jo er lukkede. Initiativerne har gået på at få salgsvogne på pladsen foran Marineshoppen, og ansøgninger er sendt til kommunen – som har afvist med henvisning til at det ikke er tilladt ifølge lokalplanen.

Samme skæbne er overgået et forslag om at lave fiskeskure på midtermolen ved den gamle havn, som dels ville give fiskerne bedre vilkår for at opbevare deres grej, og dels give noget mere "miljø" i form af at Lynæs Havn ikke bare er en marina, men også et aktivt fiskermiljø. Men igen : tommelfingeren nedad fra kommunen.

Nøglen til at få lov til at udvikle havnen ligger i at få ændret den meget stramme lokalplan, der hindrer at man laver noget nyt eller ændrer i det bestående. Vi er derfor – sammen med et antal mennesker der har vist interesse for det – i gang med at lave et forslag til ændringer i lokalplanen, og håber at kommunen tager godt imod det.

I øvrigt forlyder det at kommunen har taget fat i sagen om fiskeforretningen, hvor der faktisk er flere interessenter til at genåbne den. Men vilkårene skal jo være, så der kan skabes økonomi i det.


Vinterbadere

Badebroen på vestmolen blev i 2010 renoveret og forbedret. Om inspirationen kom herfra skal være usagt, men i al fald er der bedt om tilladelse til at etablere et omklædningsrum derude, primært til brug for vinterbadere. Bestyrelsen er bestemt positiv overfor ideen, og foreslår at der etableres en forening til opførelse og drift af faciliteterne.


Jollepladser

Der er stor interesse for flere jollepladser, og der er ikke plads til flere langs østmolen (ved bro 17). Derfor har vi nu åbnet for, at der kan etableres 10 pladser langs molen ud mod bro 18. Pladserne er billige, men de har ikke samme service som inde i selve havnen, og lejerne står selv for at slå pæle samt lave et lille broanlæg til at komme ombord fra.


Generalforsamling

Årets generalforsamling finder sted den 27. marts, og bemærk at det denne gang er i Frederiksværkhallen (Hundestedhallen var udsolgt hele marts).Sidste gang var der fremsat forslag om at få mulighed for at sælge bådpladsen sammen med båden, hvilket ikke er tilladt efter vore nuværende vedtægter. Men en vedtægtsændring kræver at mindst 2/3 af andelshaverne er repræsenteret, og det er ikke muligt at få så mange af huse, viser erfaringen. Og så kræves en ekstraordinær generalforsamling for at få ændringen igennem, og bestyrelsen har ikke syntes at omkostningerne til det stod mål med sagen.

Vor advokat har meddelt, at der er lempet på reglerne for afholdelse af generalforsamlinger, så med stor sandsynlighed kommer vi til at holde en ordinær generalforsamling samt en ekstraordinær på samme dag – blot med 5 minutters pause imellem.


Arkiv 2010 - 2009 - 2008